RØNNE – Bornholms Politi efterforsker en sag om en falsk brandalarm fra Røde Kors asylcenter Slottet tirsdag aften.
Det oplyser vagthavende ved Bornholms Politi Jan Clausen.
Alarmen blev aktiver ved en persons tryk kl. 18:29, og både Bornholms Brandvæsen og politiet rykkede ud.
- Der var hverken ild eller røg, så vi har oprettet en sag, som nu skal efterforskes som en falsk alarm, siger vagthavende.
Indsatsleder Robert Dam, Bornholms Brandvæsen, oplyser, at alarmen, der blev påvirket, sidder et anneks til hovedbygningen.
- Alarmen er blevet udløst ved at der er trykket på den. Men hvem der har trykket på den, vides ikke, siger indsatslederen.
Det er skete flere gange, at der har været falske alarmer fra asylcentret, der er indrettet i et tidligere plejecenter.
Lørdag ved middagstid blev der også slået falsk brandalarm. Heller ikke ved den lejlighed lykkedes det at finde den skyldige, og politiet valgte ikke at gøre yderligere for at efterforske sagen.
Da det er ulovligt at aktivere en brandalarm uden grund, ser politiet normalt alvorligt på falske alarmer.
Ved en brandalarm bliver centrets beboere rutinemæssigt evakueret til parkeringspladsen uden for. Mange falske alarmer kan derfor påvirke beboerne til ikke at forlade bygningen, hvilket kan blive farligt, hvis der virkelig er brand.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.