Det kommunalt ejede Kontakthuset i Åkirkeby er i så dårlig forfatning, at et råddent vindue forleden blæste ud på grund af undertryk.
Poul Erik Karlsen, der er kontaktperson for Kontakthuset i Gregersgade fortæller, at en hel vinduesramme i den store sal blæste ud i onsdags ved 18:30-tiden, netop som der skulle være kortspil.
”Hoveddøren blev åbnet, og da det blæste meget, kom der undertryk. Så røg hele vinduesrammen ud på gruset på parkeringspladsen,” fortæller Poul Erik Karlsen.
Han tilføjer, at skaden skete, fordi der er råd i karmen og hængslerne er rustne.
”Jeg har samlet stumperne op og sat rammen fast med brædder, så der midlertidig er lukket af,” fortæller Poul Erik Karlsen.
Pengene er bevilgetBornholms Regionskommune bevilgede i 2005 82.000 kr. til nye vinduer i Kontakthuset. Planen var, at arbejdet skulle udføres i 2010, men der er intet sket.
Kontakthuset har til huse i det gamle missionshus, som Åkirkeby Kommune i sin tid overtog for 1 kr. Kommunen står for den udvendige vedligeholdelse, mens lejerne skal klare det indvendige.
”Men der er ikke gjort noget i mange år, men nu har jeg rykket kommunen igen. Så må vi håbe, der sker noget. Der er kun enkeltlagsglas i vinduerne, så det er dyrt at opvarme huset,” siger Poul Erik Karlsen.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.