Knap 1.000 deltager i orienteringsløb
Arkivfoto

Knap 1.000 deltager i orienteringsløb

Svenske orienteringsløbere fylder øen med aktivitet langt ud over sæsonen

AF BJARNE HANSEN / Tirsdag 21-10-25 - 07:43

HASLE / DUEODDE – I weekenden afholdes Bornholm Höst Open, øens største orienteringsløb, som i år samler næsten 1.000 deltagere fra ind- og udland – langt de fleste fra Sverige.


Løbet arrangeres af Viking Atletik i samarbejde med PI København og har siden sin begyndelse i 1989 udviklet sig til en fast tradition for både danske og svenske orienteringsløbere.


Fredag eftermiddag løbes der bysprint i Hasle med udgangspunkt på Hasle Fælled, mens lørdagens etape foregår i Hasle Lystskov. Søndag afsluttes stævnet på Dueodde, hvor skov, sand og klitter danner ramme om finalen med stævneplads på Møllers Dueodde Camping.


Ifølge stævneleder Lars Wichmann kommer over 99 procent af deltagerne udefra – og mange har familie med, hvilket giver et mærkbart løft til Bornholms turisterhverv langt uden for højsæsonen.


Der er deltagere i alle aldersklasser fra under 10 år til over 85 år. Flest deltagere findes i klassen for herrer over 60 år, hvor 62 løbere stiller til start.

– Höst Open er blevet en fast tradition for mange, og kombinationen af sport, fællesskab og Bornholms natur gør det til et af årets mest populære løb, siger Lars Wichmann.





FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2025 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN NU