Årets bedst betalte travløb er Grand Circle Hotel Ryttergårdens løb for bornholmsk opdrættede heste.
Hele 27.500 kroner er der i præmie til vinderen og i år blev det meget overraskende Replay Mastery, der flot kørt af blot 18-årige Niclas Steinlein kom først i mål.
Det skete efter føring fra start til mål. Der var mange forsøg fra flere af konkurrenterne, men ingen nåede op på siden af vinderparret, der sikkert kom i mål foran Photo Semalu kørt med 40 meters tillæg i mål af Frank Mikkelsen.
Det er Niclas Steinleins tredje sæson som travkusk og hans blot anden sejr. Den første vandt han forrige år med Polka Simoni. Så det var selvfølgelig en både glad og bevæget kusk, der stillede op til sejrsinterview.
Hotel Ryttergårdens løb var det sidste i en særdeles spændende V5-omgang med flere overraskelser undervejs.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.