Følg kriminalbetjent Morten Jensen og hans dygtige kollega Karin Lindberg, når de står overfor en kompleks sag. Et blodigt lig er ombord på en fiskekutter syd for Svaneke, men efterforskningen tager en dramatisk drejning.

Afsnit 1: Det blodige fund
Morten Jensen stod ved kysten syd for Svaneke, hvor Østersøens grå bølger slog hårdt mod de mørke klipper. Havet, som han altid havde søgt trøst ved, føltes i dag uroligt, som om det bar på en hemmelighed, han snart skulle afdække.

Tidligere på dagen havde en radiomelding forstyrret den vante ro: En fiskekutter på vej tilbage mod havnen havde bjærget et lig. Detaljerne i meldingen havde været få, men ordene "blodigt" og "tegn på vold" havde sat sig fast.

Morten trak sin slidte læderjakke tættere om kroppen, mens vinden greb fat i hans hår. Han bevægede sig mod kajen, hvor kutteren ventede, dens besætning stående i tavshed. De var ikke vant til den slags fund; deres ansigter var blege, deres hænder knuget om garnet, der havde viklet sig om liget. Der var en skarp kontrast mellem den barske hverdag, de var vant til, og det groteske syn, der nu fyldte deres verden.


Da Morten steg ombord på kutteren, ramte lugten af fisk ham som en mur. Midt på dækket lå liget, indhyllet i det sammenfiltrede fiskegarn. Skyggerne fra de hængende sejl kastede mørke over det mishandlede ansigt.

Han knælede ned ved liget og mærkede en svag trækning ved sin venstre kind – arret fra hans tid i København brændte svagt, som en påmindelse om, hvor tæt på døden han selv havde været engang. En narkogangster havde snittet ham med en kniv under en voldsom anholdelse, og det ar var siden blevet en del af ham, ligesom det fuldskæg, han nu bar for at skjule den uønskede påmindelse. Han havde forladt København med håbet om at lægge sit tidligere liv bag sig og finde en ny ro på Bornholm. Men roen var flygtig.


Liget foran ham var knap genkendeligt. Fiskegarnet havde viklet sig stramt om kroppen, men selv gennem det filtret materiale var det tydeligt, at skaderne var brutale. Kraniestumper var synlige gennem et stort åbent sår, og snitsår løb langs mandens arme og bryst. Det var ikke bare en ulykke; dette var et voldsomt overfald.

Karin Lindberg, hans yngre kollega, dukkede op ved siden af ham. Hendes ansigt var koncentreret, men hun havde den stoiske ro, der kom fra år i militæret. Hun havde allerede talt med fiskerne.

"Ingen af dem kender ham," sagde hun lavmælt, mens hendes blik flakkede mod liget. "De sagde, at garnet lå længere ude end normalt. Vinden havde ført dem væk fra deres sædvanlige fiskeplads."


Morten nikkede og stirrede et øjeblik ud mod det urolige hav. Garnets position kunne betyde, at manden var blevet smidt i vandet et helt andet sted og drevet af strømmen. Men hvor langt kunne det være? Var han blevet dræbt tættere på land, eller var han offer for noget langt mere organiseret – et drab langt ude på havet? Spørgsmålene voksede i hans sind, og der var ingen tid at spilde. Tiden var altid en fjende, når sporene stadig var friske.

"Vi skal have ham til obduktion så hurtigt som muligt," sagde Morten og rejste sig. Han kastede et blik mod Karin, som allerede var ved at arrangere transporten af liget. "Vi skal vide, hvad der præcist skete – og hvem han er."

Karin nikkede og trak sin telefon frem. Imens lod Morten sit blik glide tilbage mod havet. Bornholm, som han havde set som et fristed, havde afsløret sig som noget langt mørkere. Mørket, han havde forsøgt at flygte fra i København, var fulgt med. Men denne gang var han ikke alene, og han var mere end klar til at stå ansigt til ansigt med det.

"Vi starter med at finde ud af, hvor han kom fra," mumlede han, mens havet kastede bølger mod klipperne. "Og hvem der ønskede ham død."

Fortsættes

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.