Kriminalbetjent Morten Jensen og Karin Lindberg er kommet tættere på sandheden efter fundet af et mishandlet lig i havet syd for Svaneke. Liget er blevet identificeret som Henrik Olesen, en småkriminel fra Rønne. Nu graver de dybere i den dræbtes liv for at afdække, hvordan han blev involveret i et farligt smuglernetværk.

Afsnit 5: Den gamle inspektør
Morten satte sig tungt ved sit skrivebord på stationen og bladrede igennem de seneste rapporter om Henrik Olesen. Papirerne var fyldt med detaljer, men ingen af dem bragte ham tættere på den endelige løsning. Tankerne kørte i ring, mens han forsøgte at forbinde brikkerne. Olesen var død, og alle tegn pegede på, at noget langt større gemte sig bag det brutale mord. Lyden af en dør, der åbnede, trak ham ud af sine tanker.


Kriminalinspektør Per Christiansen trådte ind i kontoret med sin vante, rolige autoritet. Den ældre mand bar på årtiers erfaring, og hans hæse stemme havde gennem årene guidet mange yngre betjente gennem Bornholms mest komplekse sager. Christiansen var kendt for sin pragmatiske tilgang til politiarbejde, hvor procedurer sjældent stod i vejen for resultater. Selv om han var tæt på sin pension, strålede hans øjne stadig af den skarpe dømmekraft, som Morten beundrede.

"Jensen," sagde Christiansen og løftede et spørgende øjenbryn. "Har du noget nyt på den sag?"


Morten rakte ham rapporten og forklarede kort de vigtigste detaljer: identifikationen af Henrik Olesen, tatoveringen og den mulige forbindelse til smugling. Christiansen læste i tavshed, hans blik vandrede langsomt over linjerne, mens hans sind bearbejdede oplysningerne. Morten vidste, at inspektøren ikke var en mand af mange ord – han talte kun, når han havde noget vigtigt at sige.


"Den tatovering," mumlede Christiansen og løftede et af de vedhæftede billeder af liget. Han betragtede den slørede figur på Olesens hals. "Jeg har set noget lignende før. Ikke her på øen, men i København. Sådanne symboler bruges af folk, der er involveret i langt mere organiserede aktiviteter end småkriminalitet. Det her er en del af noget større, Jensen."

Morten lyttede intenst. Det var en detalje, han selv havde mistænkt, men at få det bekræftet fra Christiansen gjorde det mere konkret. Den gamle inspektør havde set alt, hvad der var værd at se i det kriminelle miljø. Hans erfaring fra større efterforskninger i København gav hans ord vægt. Småkriminalitet som Olesens var sjældent katalysatoren for så brutal en død. Noget andet måtte ligge bag.


"Det her bliver ikke nemt," sagde Morten stille og mærkede tyngden af sagen synke ind. "Hvis det er smugling, står vi over for folk, der ikke skyr nogen midler for at beskytte deres operationer."

Christiansen nikkede og lod sine fingre glide hen over det slidte træskrivebord. "Jeg har set, hvad de her typer kan gøre, når de føler sig truet. Det bliver beskidt, Jensen. Du og dit hold skal være parate. Smuglernetværk er ikke bare kriminelle – de er forretningsfolk, og deres forretning er beskyttet med vold og død."


Der var en lang pause, hvor Morten reflekterede over inspektørens ord. Christiansen havde ledet store sager før, og hans ord var en advarsel så meget som en anerkendelse af, at Morten nu stod på tærsklen til noget farligt. Det her var ikke en simpel efterforskning; det kunne eskalere hurtigt.

"Jeg forstår," sagde Morten til sidst, hans stemme fyldt af alvor. "Vi vil være forberedte på, at det her kan tage en drejning, vi ikke havde forudset."

Christiansen mødte hans blik, hans ansigt hårdt og alvorligt. "Det er godt at høre. Jeg har set, hvordan du arbejder, Jensen. Du har instinkterne, og du har evnerne. Men pas på. Det her er ikke en sag for de uerfarne, og selv Karin – hun er god, men du skal sørge for, at hun er beskyttet. Det her er ikke kun en test af dine færdigheder som efterforsker, men også af din evne til at lede dit team."


Morten nikkede og mærkede ansvaret tynge sig endnu mere. Christiansens tillid var ikke noget, han tog let på. Han vidste, at denne sag kunne definere hans fremtid som betjent på Bornholm – og måske hans chance for en dag at træde i Christiansens sko. Han havde altid set op til kriminalinspektøren og håbet at kunne føre hans arbejde videre, når tiden kom.

"Jeg lover, vi gør alt, hvad vi kan for at opklare det her," sagde Morten beslutsomt. "Vi tager ingen chancer, og vi tager ingen risici, der ikke er nødvendige."

Christiansen nikkede langsomt og klappede Morten på skulderen, før han vendte sig for at gå. "Godt. Hold mig opdateret. Og husk, at denne sag kan være langt mere kompliceret, end den ser ud til nu."


Morten så efter ham, da han gik mod døren og forsvandt ud i gangen. Han blev siddende et øjeblik og lod tankerne falde til ro. Christiansens ord rungede stadig i hans sind, som en stille påmindelse om, at det, de stod overfor, var større end de først havde troet.

Dette var ikke bare en sag om en død mand viklet ind i fiskegarn. Det var en test – en test af Mortens evner, hans dømmekraft og hans vilje til at gå til grænsen for at få sandheden frem. Han vidste, at næste skridt ville føre ham endnu dybere ind i smuglernes verden, en verden, hvor ingen regler gjaldt, og hvor farerne var virkelige.

Morten rejste sig fra stolen, tog sin jakke og forberedte sig mentalt på de næste skridt. Han måtte være klar. Klar til at tage de nødvendige beslutninger – uanset hvor farlige de måtte være.

Fortsættes

© Copyright 2025 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.