HISTORISK - I de senere år har der været debat mellem fagfolk om brugen af begreberne vikinger og vikingetiden, dels fordi de første vikinger ikke var danskere, dels fordi det ikke var alle, der var vikinger i vikingetiden. Men begrebet vikingetiden er indlejret i vores bevidsthed, og forslag om at ændre betegnelsen vil næppe blive til noget.

Skræmmende skibe
Generelt har man i mange år ment, at vikingetiden begyndte, da klostret på øen Lindisfarne (Holy Island) ved Northumberland blev overfaldet i 793, men før det tidspunkt viste der sig også skræmmende skibe ved den britiske kyst.

I 800-tallet udførte vikinghære flere belejringer og overfald på franske byer, der fandt ud af, at de hellere måtte betale de fjendtlige skibe for at blive væk.

I det samme århundrede var der også trafik østpå fra Skandinavien mod Kiev og længere væk. Skriftlige kilder viser også tidlige kontakter mellem Byzans og Danmark.


Svenskere
En notits fra 839 i de frankiske annaler fra klosteret St. Bertin omtaler, hvordan et gesandtskab fra den byzantinske kejser Theophilos kom på besøg hos Ludvig den Fromme. De havde følgeskab af en gruppe, der kaldte sig og sit folk "rhos", og det har vist sig, at de var sveoner (svenskere).

Notitsen om disse ”rhos” passer tidsmæssigt med fund af segl i tre af datidens danske
magtcentre, Hedeby, Ribe og Tissø. Seglet har tilhørt en Patrikios Theodosios, der formodes at have haft ansvar for hvervning af fremmede hjælpetropper og muligvis deltog i besøget hos frankerne.


Et element af tilfældighed
Selv om der selvfølgelig er et element af tilfældighed i arkæologiske fund, er der i Danmark så relativt mange (3) fund af seglet, som ellers er kendt fra Gnezdovo. Var Danmark centralt placeret i de byzantinske bestræbelser for at få afhjulpet nogle af de
militære trusler, Byzans stod med på den tid?

At danskere var på færde derovre senere, kan læses i Thietmar af Merseburgs krønike, hvori han omtaler de ”snapfodede danskere”, der under uroligheder i Kiev efter Vladimir den Helliges død i år 1015 løb slaver over ende, så de måtte flygte.

I de senere årtiers udgivelser er der megen information at hente om varægernes* og andres tilholdssteder, hvorunder kan nævnes Staraja Ladoga, Pskov, Novgorod, Gnezdovo, Polotsk og Kiev. der i det slaviske områder er konstateret cirka 150 stednavne af nordisk oprindelse; nævnes kan også øen Khortitsa i Dnepr, den er blevet kaldt varægerøen.


Egne kirkegårde
I visse byer, hvor der boede skandinaver, havde de deres egne kirkegårde, og der kendes mere end 1.050 birkebarkbreve, en del med navne af skandinavisk herkomst. I nyere litteratur kan man læse, at der er gjort flere arkæologiske fund af skandinavisk oprindelse i Rusland, end der er i Vesteuropa.

De senere års forskning har medført, at især russiske og ukrainske arkæologer er begyndt at argumentere for, at de mange varægere, der var aktive i Rus' omkring årtusindeskiftet, først og fremmest er kommet fra Danmark.

Harald Blåtand og hans efterkommere synes at fremstå som de eneste, der i Skandinavien havde styrke til at forsyne først Vladimir og siden Jaroslav med så mange hjælpetropper, at disse har kunnet tage magten i Kiev og beholde den - for begges vedkommende i 35 år.

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.