LEDER - Der kan være gode grunde til, at en virksomhed ikke når en tidsfrist. Leverancer bliver forsinkede, rådgivere mangler tid, og store anlægsarbejder kan vise sig vanskeligere end forventet.

Men når tidsfristen står i en miljøgodkendelse, er den ikke sat for sjov.

Både Uno-X og Q8 på Rønne Havn skulle senest 31. marts have gennemført miljøtiltag omkring deres olietanke. Det handler blandt andet om tætte tankgårde, der skal kunne holde på olien ved et udslip, og om forsvarlig håndtering af drænvand.

Ingen af selskaberne nåede det.

Nu har Bornholms Regionskommune givet dem længere tid. Q8 får indtil næste forår, mens dele af arbejdet hos Uno-X først skal være færdigt i maj 2028. Kommunen vurderer, at udsættelserne kan ske uden væsentlige miljømæssige konsekvenser.

Det kan meget vel være den rigtige afgørelse.


Men sagen rejser et enkelt og meget folkeligt spørgsmål: Hvad er en tidsfrist værd, hvis man bare kan få en ny, når man ikke når den?

De fleste borgere kender til frister fra kommunen, staten og andre myndigheder. En regning skal betales til tiden. En ansøgning skal afleveres inden fristen. En klage, der kommer for sent, risikerer at blive afvist.


Derfor er det også rimeligt at forvente, at virksomheder tager myndighedernes frister alvorligt – især når det handler om miljø og risikoen for olieudslip.

Selvfølgelig skal kommunen kunne give dispensation, når der er en saglig grund. Men det bør være undtagelsen.

For miljøkrav skal være krav. Ikke ønsker.

Bjarne Hansen
Chefredaktør

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.