Bornholms Brandforsikring henleder opmærksomheden på, at det er vigtigt at gøre sit fritidshus klar til vinteren.
”Ofte sker skaderne, når fritidshuset ikke bliver benyttet og de typiske skader er enten frostskader eller indbrud,” fortæller salgschef Lars Bresemann.
Frostskaderne opstår, hvis der står vand i vandrør, blandingsbatterier, cisterner eller andre installationer og dette vand fryser til. Det er derfor en god idé, at tømme alt vandet af husets anlæg.
Forsikringsselskabets råd er der for at lukke for hovedhanen, åbne for alle husets vandhaner, afmonter eventuelt termostatstyrede blandingsbatterier og tøm dem for vand, tøm opvaske- eller vaskemaskiner for vand og tøm toiletcisterner eller påfyld frostvæske.
”En anden metode er, at sørge for en tilstrækkelig opvarmning af hele huset således, at vandet ikke kan fryse til,” lyder det fra Lars Bresemann.
For at undgå tyverierne kan man dels sørge for, at huset er svært at bryde ind i og dels, at der ikke er noget værdifuldt at stjæle.
”Lås alle yderdøre, gerne med dobbelt lås, luk hasperne på alle vinduer, fjern ekstranøgler, der ofte ligger ved huset, fjern fladskærme, øvrig elektronik, smykker og andre værdifulde genstande, træk gardinerne fra og lad skabe stå åbne således, at det er tydeligt der ikke er noget at hente og husk også at låse grillen, haveredskaberne m.m. inde,” lyder forsikringsselskabets råd.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.