Et gradvist farvel til arbejdsmarkedet kan give en bedre overgang til pensionisttilværelsen
BORNHOLM - Plastre bruges som billede på det, der skal overstås i en fart: Bare tag fat, hiv til! Et raskt snuptag, så er vi videre... Metaforen er fint for meget, men når det gælder overgangen fra arbejdsliv til pensionisttilværelse, så er snuptaget ikke altid den gode løsning.
I Danmark er der mange gode muligheder for at finde en blød overgang og kombinere arbejde og pension, fremfor at trække bremsen helt fra den ene dag til den anden, og medmindre du er fysisk nedslidt, mentalt udbrændt eller begge dele, så kan det være en fordel af trappe gradvist ud af arbejdslivet - både for dig, din arbejdsplads og dine omgivelser.
Overgangen fra arbejde til pension påvirker din økonomi, din identitet og dit sociale liv. Og det er en mundfuld for de fleste.
Den økonomiske side af sagen er ofte den, man er bedst forberedt på. Du har formentlig sparet op til pension gennem mange år, og du har hele tiden kunnet time den mod tidspunktet for din afgang fra arbejdsmarkedet.
Her kan det give mening at kigge grundigt på, om der kan være en økonomisk gulerod i at tage et år mere – det er der for mange, ikke mindst i disse år, hvor udbuddet af arbejdskraft er dalende, og hvor der er gode økonomiske fordele i at tage et år mere.
Et alternativ kan være at aftale en overgang med din arbejdsgiver, hvor du gradvist trapper ud, fx fra 37 timer om ugen til 25-20 timer dit sidste år før pension; alternativt en tilknytning som konsulent, på tilkald, som vikar eller som freelancer.
Det er der god økonomi i for dig, og du vænner dig gradvist til at have mere fri og kunne få mere plads til andre ting i livet.
Et andet element er identiteten ved at være på arbejdsmarkedet. Man behøver ikke have gjort stor erhvervskarriere for at jobbet sætter sig i den, man er – vi bliver kendt som sælgeren, cykelsmeden, dagplejemoren, regnedrengen... man skal vænne sig til at være noget andet, når visitkortet og frokostordningen går på pension.
Et tredje element er indholdet i tilværelsen. Du stopper med at arbejde – men du stopper faktisk også med at have fri for arbejde. Vi kan alle glæde os til en fridag, men når det kun er det, der er, bliver det omsonst at se frem til.
Arbejdet har taget en god del af din dag, og en god del af din sociale kontakt. Det kan være svært selv at skulle skabe mening i alle døgnets 24 timer fra den ene dag til den anden. Også derfor er en gradvis aftrapning en god løsning.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.