To mænd på 19 år fra Aakirkeby er ved Retten på Bornholm idømt tre måneders betinget fængsel for hærværk.
Den 14. august kl. 22.15 blev en 3,3 kg tung sandsten kastet ind gennem en termorude til et soveværelse på en adresse i Aakirkeby, hvor en irakisk mand med midlertidig opholdstilladelse lå og sov. Stenen havde en seddel påklistret med teksten "Red Bornholm", og ramte et glasbord, der stod ved forurettedes seng – kun 50 cm fra hans hoved.
Den efterfølgende efterforskning ledte Bornholms Politi på sporet af de to unge mænd, der blev anholdt i morges og har tilstået ugerningen.
Kl. 15:00 blev de fremstillet i grundlovsforhør, hvor de blev idømt hver tre måneders betinget fængsel samt 80 timers samfundstjeneste.
De anklagede modtog dommen, men chefanklager Benthe Pedersen Lund overvejer at anke dommen, da der efter hendes vurdering er tale om en såkaldt Hate Crime forbrydelse, der bør udløse fængselsstraf.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.