Biodiesel vil koste BAT millioner
Brændstoffet bliver dobbelt så dyrt, hvis BAT skal skifte til biodiesel. Arkivfoto

Biodiesel vil koste BAT millioner

AF BJARNE HANSEN / Tirsdag 2-6-20 - 08:37

RØNNE - Det vil koste adskillige millioner kroner, hvis busselskabet BAT skal være med til at accelerere den grønne omstilling af buskørsel, da biodiesel er næsten dobbelt så dyrt som almindelig diesel.


Staten vil efter ansøgning yde op til 75 procents tilskud for at fremme den grønne mobilitet i en projektperiode i årene 2020 og 2021.

Bornholms Regionskommune gør gældende, at der er forbundet meromkostninger med at omlægge buskørsel til grøn trafik.

BAT bruger 800.000 liter diesel årligt, det forventes nedsat til 750.000 liter med anskaffelsen af 10 nye busser.

En liter diesel koster i dag 8,00 kr., en liter biodiesel koster på listeprisen 15,89 kr.

Kommunen har beregnet, at merudgiften ved at skifte fuldt ud til biodiesel vil være 5.917.500. kr Efter statsrefusion vil udgiften være 1.479.375 kr.


Tankanlæg
Såfremt der ønskes bestemte ruter, f.eks. Rønne bybus, skal køre på biodiesel, vil det kræve et ekstra tankanlæg. Det vil kræve en anlægsinvestering på 75.000 kr.

Der kan på nuværende tidspunkt ikke leveres biodiesel på Bornholm. En udfordring kan være, at det skal leveres i tankbil, og BAT skal have tankkapacitet til opbevaring. Der kan også være en ekstraudgift til transport, hvilket skal afklares, såfremt det politisk besluttes, at BAT skal gå videre med projektet.




FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2020 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


PÅ FORSIDEN LIGE NU