Brandstationerne i Allinge og Gudhjem skal fortsat drives af Bornholms Brandvæsen.
Forslaget om at overdrage dele af brandvæsnet til Beredskabsstyrelsen er ikke en del af det budgetforlig, som mandag blev indgået mellem Socialdemokraterne, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Borgerlisten, Radikale Venstre, Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti.
Partierne er enige om, at forslaget i stedet skal yderligere belyses og behandles af kommunalbestyrelsen i løbet af 2014.
Forud for budgetforhandlingerne kom der forslag om at Bornholms Regionskommune kunne spare 900.000 kr. årligt ved at lade Beredskabsstyrelsen stå for brandslukning og andre redningsopgaver på Nordbornholm.
Opgaven varetages nu af deltidsansatte brandfolk, som ud over et fast månedligt vederlag får timebetaling for hver udrykning til brand- eller redningsopgaver.
Spareforslaget tog udgangspunkt i, at Bornholms Regionskommune skulle finde besparelser på i alt 125 mio. kr. på næste års budget.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.