Seatrade Insider uddeler årets krydstogtpris 2007 og kårer Cruise Baltic og dermed Rønne havn til årets destination
På Seatrade Europe i Hamburg er årets krydstogtpriser uddelt. Seatrade Insiders pris som 'Årets destination' gik til Cruise Baltic, et netværk af 25 destinationer rundt om Østersøen, der siden 2004 har haft succes med at markedsføre sig som én destination over for det internationale krydstogtmarked. Rønne havn er med i samarbejdet.
Prisen gives til en destination 'som har foretaget bemærkelsesværdige forbedringer hvad angår faciliteter eller infrastruktur inden for krydstogtturisme i løbet af de sidste 12 måneder'.
I motivationen fra dommerkomiteen hedder det: Cruise Baltic er et meget unikt samarbejde, som på meget kort tid har udviklet sig til en succes. På blot tre år har projektet vist, at det betaler sig at arbejde sammen.
Cruise Baltic var en af tre finalister, de andre var Dubai Tourism og Kent Cruise Connection Partnership.
Cruise Baltic vandt tidligere på året HBH Marketingprisen for sin unikke integration af branding, markedsføring og udvikling af Østersøregionen som krydstogtdestination. HBH-Fonden og Copenhagen Business School uddeler prisen.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.