AAKIRKEBY - Lørdag middag var det ikke kun de populære kæmpetarteletter, der fik gæsterne i Ekkodalshuset til at spærre øjnene op.
Solens reflekser på de flotte biler kæmpede mod ekkoet fra de brummende motorer om tilskuernes gunst, da kortegen på nogle af tyve Ferrari’er ankom til Ekkodalshuset.
De flotte sportsvogne fra den italiensk sportsbilsproducent ses generelt som et symbol på luksus og rigdom. Ferraris logo med et gult skjold med en stejlende sort hingst, kan få mundvandet til at løbe hos alle bilentusiaster.
Omvendt løb mundvandet sikkert også på Ferrari-ejerne og deres passagerer.
Restauratør Christian Froberg Dahl fortæller nemlig, at 50 gæster havde bestilt Ekkodalshusets berømte tarteletter og dertil Calvados Cider Brut - for dem, der ikke skulle køre.
- Senere skal de alle på Le Port, hvor de helt sikkert får en fantastisk madoplevelse og en smuk udsigt på én af årets længste og til dato flotteste dage, antager Christian Froberg Dahl.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.