I forbindelse med det store fremmøde til Folkemødet i Allinge har det været nødvendigt at etablere midlertidige hastighedsbegrænsninger på Rønnevej og Borrelyngvej.
”Hastighedsbegrænsningerne er etableret for at skabe arbejdsmulighed for det færdselsregulerende personale og for at undgå at der opstår farlige situationer for dette personale.” siger Peter H. Jørgensen fra Bornholms Politi.
Politiet har måttet konstatere, at de midlertidige hastighedsbegrænsninger ikke blev respekteret af alle trafikanter, og der er derfor torsdag gennemført hastighedskontroller på Rønnevej og Borrelyngvej.
”Resultatet blev at ni trafikanter blev sigtet for hastighedsovertrædelser. Heraf blev fire trafikanter sigtet for at have kørt med så høj hastighed, at det medfører betingede frakendelser af kørekort,” oplyser Peter H. Jørgensen.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.