Bornholm får sin egen aftale, når Rigspolitiet udbyder morskørsel for de kommende syv år
BORNHOLM – Rigspolitiet forventer, at der bliver behov for omkring 175 transporter af afdøde på Bornholm i løbet af de kommende syv år.
Det fremgår af et nyt landsdækkende udbud af politiets såkaldte morskørsel, hvor Bornholms Politi som den eneste politikreds udgør en selvstændig delaftale.
Morskørsel omfatter transport af afdøde i sager, hvor dødsfaldet skal indberettes til politiet. Det kan blandt andet være kørsel til et kapel, sygehus eller retsmedicinsk institut.
Opgaven skal kunne udføres døgnet rundt alle årets dage.
De forventede 175 kørsler på Bornholm svarer i gennemsnit til 25 om året. Tallet er dog alene et skøn baseret på tidligere forbrug og det forventede behov.
På landsplan forventer Rigspolitiet godt 34.000 kørsler i den syvårige periode.
Kontrakten tildeles alene på baggrund af pris, og tilbudsfristen er 21. oktober.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.