Kommunalbestyrelsen har godkendt analyser af trafik og vejnet før flere store udviklingsprojekter sættes i gang
RØNNE – Trafikken i og omkring Rønne skal analyseres, så kommunen er bedre rustet til de mange store bygge- og udviklingsprojekter, der venter i de kommende år.
Kommunalbestyrelsen har derfor godkendt en anlægsbevilling til at igangsætte trafikanalyser af udvalgte områder i Rønneområdet.
Baggrunden er, at kommunen allerede oplever udfordringer med fremkommeligheden i myldretiden, samtidig med at en række større projekter ventes at ændre trafikmønstrene. Det gælder blandt andet Energiø Bornholms transmissionsanlæg ved Sose, Byens Have bag Musikhuzet, Dams Gård samt kommende boligbyggerier ved DGI Stadion og Sagavej/Paradisvej.
Analysen skal kortlægge de nuværende trafikmængder og vurdere den fremtidige udvikling på udvalgte veje og knudepunkter. Resultaterne skal bruges i den fremtidige planlægning af infrastruktur, trafiksikkerhed og trafikstyring.
Samtidig vil kommunen undersøge den tekniske tilstand på de veje, som forventes at blive belastet af transport til de store byggeprojekter. Formålet er blandt andet at kunne dokumentere et eventuelt ekstraordinært slid på vejnettet.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.