Tre mænd anholdt på fredelig nytårsnat
Illustrationsfoto: C. Skovgaard

Tre mænd anholdt på fredelig nytårsnat

AF BJARNE HANSEN / Tirsdag 1-1-19 - 07:33

RØNNE - Nytårsaften og nat har været særdeles fredelig på Bornholm, set fra politiets synsvinkel.

Der var ingen brande, og ingen fyrværkeriskader, oplyser vagthavende på Politigården i Rønne Kim Pedersen.

Der var dog tre anholdelser.

To unge mænd, først i tyverne, blev kl. 04:37 sigtet for gadeuorden foran PalæCafeen på Laksetorvet i Rønne.

- Den ene var samtidig uimodtagelig for patruljens opfordring til at dæmpe sig ned, hvorfor han blev anholdt og bragt til politigården for at undgå yderligere ballade på stedet, fortæller vagthavende.

Ustyrlig ved privatfest
Kl. 05:00 fik politiet en anmeldelse om at en gæst ved en privat sammenkomst i Vestermarie var ustyrlig og voldelig.

- En 65-årig mand fra Sjælland var så ustyrlig, at han blev anholdt og taget med til politigården for at undgå yderligere husspektakler, fortæller Kim Pedersen.

Besiddelse af hash
En 21-årig mand fra Midtbornholm blev kl. 03:30 anholdt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

- Han blev foran PalæCafeen fundet i besiddelse af ca. 30 gram hash, og ved en efterfølgende ransagning på den unge mands bopæl blev der fundet yderligere ca. 300 gram hash, siger Kim Pedersen.



FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2025 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN NU