GYMNASTIK - Hasle-hallen bliver søndag eftermiddag fyldt med glade gymnaster og dansere.
Da holder Hasle IF’s Gymnastikafdeling nemlig sin årlige afslutning på gymnastiksæsonen med opvisning af de lokale hold samt DGI Bornholms Juniorhold og dansehold fra Dirty Boots, oplyser formanden for HIF’s Gymnastikafdeling Iris Viborg Kofod.
Eftermiddagen indledes med faneindmarch, hvor alle hold kommer på gulvet. Derefter kommer holdene på gulvet som perler på en snor: Rytmepiger (0.-2.klasse), Familiehold (1-5 år), Dirty Boots, Spring (8+) og som festlig afslutning på opvisningen kommer DGI Bornholms dygtige Juniorhold og viser sit program.
Der er også indlagt en pause i programmet, hvor publikum får tilbud om at komme op og røre sig.
Opvisningen begynder kl. 14:00, og alle er velkomne.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.