Det er usikkert, om NB Bornholm kan spille sin første hjemmekamp i 2. division i fodbold i år på Familien Kjærstrup Arena i Nexø.
Kampen er sat til søndag kl. 13:00, og modstanderen er Herlev. Men lige nu er det uvist, om vejrguderne vil tillade, at der spilles på banen, oplyser sportschef Mikkel Skot Hansen.
”Ifølge baneformand Carsten Andersen skulle der være en chance, men det afgøres endeligt fredag,” lyder det fra sportschefen.
NB Bornholm tabte til Herlev med 4-0 i det første opgør.
Spilles kampen vil der være comeback til Mikkel Steinlein samt Lasse Krogh, mens der er debut til Ojiego Chimezie.
”Vi har svære odds med vores placering. Vi er bundhold, men alt kan lade sig gøre, og 15 kampe ligger forude,” lyder det optimistisk fra Mikkel Skot Hansen.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.