Sara mindes de unge dage med Markus, men også at de ikke havde fælles drømme. Dengang.

Del 3: Et uventet møde

Markus tøvede et øjeblik, men satte sig derefter ved siden af hende på bænken. Stilheden mellem dem var ladet med minder, og for et kort øjeblik føltes det som om, de blev kastet tilbage i tiden. De havde engang siddet her utallige gange og delt deres drømme og håb for fremtiden. Men de havde aldrig haft de samme drømme – Markus var knyttet til Nexø, mens Sara altid længtes efter noget større.


”Hvad laver du her?” spurgte han forsigtigt, som om han var bange for svaret.

”Jeg… jeg havde brug for en pause fra København,” svarede hun og undgik hans blik. ”Og jeg savnede Bornholm. Jeg savnede… noget ægte.”

Markus nikkede langsomt, hans blik ikke viger fra hendes. ”Jeg troede aldrig, jeg ville se dig igen,” sagde han lavmælt, og hans ord ramte hende som en bølge af skyld.


Sara kunne mærke en knude vokse i maven. De havde aldrig fået sagt de ting, der skulle have været sagt, og der var så mange spørgsmål, der hang i luften mellem dem. Var dette tiden til at tage de samtaler op?

De begyndte at tale, først forsigtigt, som to mennesker, der prøver at finde sig til rette i en gammel relation. Markus fortalte om sit liv i Nexø – om hans bådbyggeri, som han havde bygget op gennem årene, og hvordan han nød friheden ved det simple liv. Hans glæde over havet og Nexøs små gader skinnede igennem, og Sara kunne mærke, at hans passion og forbindelse til stedet stadig var lige så stærk som dengang.


Sara fortalte om sin kunst og sine udstillinger. Hun forklarede, hvordan hun havde søgt at udtrykke sig gennem farver og former og om, hvordan det havde ført hende verden rundt. Men hun nævnte ikke følelsen af tomhed, som havde forfulgt hende trods succeserne. Da hun fortalte om sine rejser og kunstens glæder, mærkede hun, hvordan noget gammelt vågnede i hende. Kunne der stadig være noget mellem dem?

Fortsættes

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.