Sara begynder at indse, at hendes flytning til København måske også havde andre årsager end ønsket om at studere.

Del 4: En tur til stranden
Markus foreslog, at de tog en tur ned til stranden, hvor de som unge havde tilbragt utallige aftener. Sara tøvede, men der var noget ved tanken, der lokkede hende. Det føltes som at vende tilbage til noget rent og uspoleret. De gik langs vandet, side om side, uden at tale meget. Stilheden mellem dem var fyldt med en sitrende spænding, som om ingen af dem turde tage det første skridt.

”Det her føles som gamle dage,” sagde Markus og sendte hende et skævt smil.

”Ja,” svarede Sara og stirrede ud over havet. ”Jeg husker det hele.”


Da de standsede ved en stor, flad klippe, hvor de ofte havde siddet sammen, vendte Markus sig mod hende med et alvorligt blik. ”Hvorfor forsvandt du dengang, Sara?” Hans stemme var lav, men hendes skyldfølelse blev kun større.

Sara tog en dyb indånding og samlede sit mod. ”Jeg forlod dig, fordi jeg var bange,” begyndte hun. ”Jeg elskede dig, Markus, men jeg var bange for at blive fanget i et liv her. Jeg længtes efter verden og at udtrykke mig som kunstner. Jeg troede, at hvis jeg blev, ville jeg aldrig finde ud af, hvem jeg virkelig var.”


Markus lyttede, og hun kunne se smerten i hans øjne. ”Jeg forstod det aldrig. Jeg ventede på dig, men da du ikke kom tilbage… Jeg blev nødt til at finde en måde at komme videre på.”

Saras hjerte bristede ved hans ord, og hun følte en dyb skyld. Hun havde altid vidst, at hun havde såret ham, men ikke hvor dybt.

De gik videre langs stranden, men noget havde ændret sig mellem dem. Sara kunne mærke, at Markus forsøgte at forstå hendes valg, men hun forstod også, at han var i tvivl om, hvad hendes tilstedeværelse i Nexø egentlig betød. Og hun selv vidste endnu ikke svaret.


”Er du tilbage for at blive?” spurgte han endelig, standset i sine skridt og vendte sig mod hende. Hans øjne var både håbefulde og usikre.

”Jeg ved det ikke,” indrømmede hun og mærkede uroen tage fat. ”Jeg savnede dette sted… jeg savnede dig. Men om jeg kan blive… det er jeg stadig ved at finde ud af.”

Hun mærkede en pludselig klarhed indeni. Nexø havde altid været hendes fundament, og Markus havde været hendes største kærlighed. Måske var det endelig tid til at finde ro.


Fortsættes

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.