Efter at have fundet Henrik Olesen død, har kriminalbetjent Morten Jensen og Karin Lindberg opdaget en forbindelse til et større smuglernetværk. Under deres efterforskning finder de en blodig kniv og stoffer ombord på en efterlyst båd. Smuglerne kan være tættere på, end de tror.

Afsnit 7: Jagten på 'Ulven'
Morten og Karin satte farten op, da de nærmede sig Gudhjem. De vidste, at de var tættere på svar, men også på fare. Den sorte varevogn var deres eneste ledetråd, og tiden var afgørende. Hvis de ikke handlede hurtigt, kunne sporene blive kolde, og smuglerne forsvinde som skygger i natten.

"Vi ved stadig ikke, hvem der står bag det hele," sagde Karin, mens hun holdt blikket fast på vejen foran dem. "Men hvis vi finder varevognen, kan det være nøglen til at forbinde trådene."

Morten nikkede kort. "Vi skal være hurtigere end dem. Hvis de fatter mistanke om, at vi er på sporet, kan de allerede være væk, før vi overhovedet når frem."


De ankom til udkanten af Gudhjem, hvor landskabet blev mere afsides. For enden af en snoet grusvej lå en lille, isoleret gård, og delvist skjult bag nogle træer stod en sort varevogn. Morten og Karin udvekslede et hurtigt blik – det måtte være den.

Morten greb radioen og sendte en kort besked. "Vi har fundet varevognen. Vi bevæger os ind, men vi har brug for backup med det samme."

De steg ud af bilen, begge på højeste alarmberedskab, mens de nærmede sig varevognen. Den stille, rolige atmosfære omkring gården føltes trykkende – som om noget ulmende ventede under overfladen. Stilheden var kun brudt af vinden, der fik bladene til at rasle svagt. Morten signalerede til Karin om at tage den anden side af varevognen, mens han selv gik mod førersiden.


Da Morten nåede frem, bemærkede han, at førerdøren stod en anelse på klem. Hans instinkter fortalte ham straks, at noget var galt. Han trak sin pistol, tog en dyb indånding og åbnede døren forsigtigt. Indenfor var det mørkt, men der hang en tung, skarp lugt af tobak og olie i luften. På gulvet lå en pose med kontanter, og spredt omkring var papirer med kryptiske notater. Det var tydeligt, at de havde været midt i noget – og at de havde forladt stedet i hast.

"De var i gang med noget her," sagde Karin, da hun kom hen til ham. "Men hvor er de nu?"

Pludselig hørte de en skramlen fra gårdens hovedbygning. Morten og Karin stivnede et øjeblik, inden de hurtigt signalerede til hinanden og begyndte at bevæge sig mod bygningen med deres våben trukket. De havde ikke råd til at tage nogen chancer nu.


Inde i bygningen var det dunkelt og støvet, med et stort åbent rum foran dem. Gennem mørket kunne Morten skimte en skygge bevæge sig i den fjerneste ende. Pludselig sprang en mand frem fra et skjul og styrtede mod en bagdør. Morten og Karin var straks i hælene på ham.

Morten nåede først frem og fik fat i mandens jakke, men manden vred sig fri og forsøgte at nå døren, der førte ud til baggården. Karin var hurtig og kastede sig frem mod manden. De tumlede ned på gulvet, mens manden desperat forsøgte at kæmpe sig fri. Morten greb hurtigt fat i ham og fik ham lagt i håndjern.

Da de hev ham op fra gulvet, bandede manden lavmælt og kastede et fjendtligt blik mod dem. Morten kunne dog se frygten i hans øjne – de havde fanget en af smuglerne, men han var ikke lederen.


"Vi ved, hvad du er involveret i," sagde Morten med kølig ro, mens han holdt manden fast. "Og vi ved, at Henrik Olesen var en del af det. Du kan lige så godt begynde at tale."
Manden stirrede på Morten, som om han overvejede sine muligheder. Hans øjne flakkede mod døren, som om han stadig overvejede en flugt, men han vidste, at han ikke havde nogen chance nu.

"Okay, okay," mumlede manden til sidst. "Jeg siger, hvad I vil vide. Men I skal beskytte mig. 'Ulven'… han slår mig ihjel, hvis han finder ud af, at jeg har snakket."

Morten og Karin udvekslede et hurtigt blik. Navnet 'Ulven' var nyt for dem, men det lød som en central figur i smuglernetværket. Hvis de havde fat i en af hans folk, var de tættere på at finde kernen af operationen, end de havde troet.


"Vi kan beskytte dig," sagde Morten roligt. "Men du skal fortælle os alt, du ved."

Manden nikkede, stadig åndeløs efter kampen. "Henrik var en del af netværket, men han begyndte at få kolde fødder. Han talte om at trække sig ud, men vi var for langt inde. 'Ulven' var ikke glad. Jeg var ikke til stede, da det gik galt, men jeg ved, at de tog ham med ud på båden for at skræmme ham. Jeg sværger, det skulle ikke have været et drab."

Morten tog en dyb indånding. Endelig begyndte brikkerne at falde på plads. Henrik Olesen havde været involveret, men noget var gået galt, og nu stod de med en direkte forbindelse til den mystiske 'Ulven'.


"Vi skal finde 'Ulven'," sagde Morten. "Hvor er han?"

Manden rystede på hovedet. "Jeg ved det ikke præcist. Han flytter sig hele tiden. Men han har et sted, han kalder 'hulen'. Det er en gammel bunker nordpå. Han bruger den som skjulested, når tingene bliver for varme."

Morten og Karin så på hinanden. De havde nu et konkret sted at arbejde med. Hvis de kunne finde 'hulen', kunne de måske endelig få fat i 'Ulven' og få hele smuglernetværket til at falde sammen.

Karin strammede sit greb om radioen og kaldte efter backup. Jagten på 'Ulven' var i gang, og nu var de tættere på end nogensinde.

Fortsættes

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.