SIND Bornholm har haft så svært ved at skaffe de nødvendige penge til en støttekoncert, at den nu må udsættes.
SIND Bornholms formand Lars Christensen ville lave støttekoncerten til fordel for SIND Bornholm i samarbejde med sangerinden Maria Sita Simonsen. Planen var at samle en række lokale musikere til en koncert i oktober måned, men udsættes til april.
Lars Christensen siger i en fælles pressemeddelelse fra de to initiativtagere:
”Det er ikke gratis at stable en sådan koncert på benene, men det er desværre ikke lykkedes for os at skaffe de nødvendige midler. SIND Bornholm har allerede modtaget støtte fra diverse fonde til andre af vores aktiviteter i år. Så der var kvoten opbrugt, og hos andre fik vi desværre søgt for sent. Derfor vælger vi at udsætte koncerten til næste år, hvor vi jo så har chance for igen at kunne søge hos forskellige fonde.
Vi er selvfølgelig ærgerlige over at aflyse oktober-arrangementet, men måske er det alligevel en meget god ting at vi nu har fået lidt ekstra tid til at sætte et virkelig flot arrangement sammen”, slutter de to initiativtagere deres fælles pressemeddelelse.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.