Når Bornholm står til at miste 2.436 indbyggere, er det ikke nok at administrere tilbagegangen
LEDER - Bornholm står til at miste 6,3 procent af befolkningen frem mod 2037. Samtidig forventes Danmarks befolkning at vokse.
Det burde få alarmklokkerne til at ringe.
For færre bornholmere betyder færre skatteydere, færre kunder i butikkerne, mindre arbejdskraft og et stadig tyndere grundlag under den service, vi forventer af kommunen.
Alligevel risikerer befolkningsnedgangen at blive behandlet som en præmis, man blot tilpasser økonomien til.
Det er ikke godt nok.
Hvor er offensiven?Bornholm har brug for en langt mere offensiv kamp om mennesker, virksomheder og investeringer. Der skal være boliger at flytte ind i, attraktive arbejdspladser og en langt stærkere markedsføring af Bornholm som et sted at bo og drive virksomhed – ikke kun som et sted at holde ferie.
En befolkningsprognose er ikke en naturlov.
Men fortsætter man stort set som hidtil, er der heller ingen grund til at forvente et andet resultat.
Bornholm kan ikke spare sig ud af befolkningsnedgangen. Øen skal vokse sig ud af den.
Bjarne HansenChefredaktør
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.