LEDER - Der er sjældent begejstring, når en kommunal udgift stiger med 2,2 millioner kroner. Men nogle udgifter fortæller en historie, som ikke kan reduceres til røde og sorte tal.

Det gælder udgifterne til specialundervisning.

På Bornholm får flere børn og unge behov for særlige undervisningstilbud. Kommunen har i år visiteret 61 elever til vidtgående specialundervisning, og regningen vokser. Det er let at se millionbeløbet. Det er sværere at se børnene bag tallene.

Spørgsmålet er ikke, om Bornholm har råd til at hjælpe disse elever. Spørgsmålet er, om Bornholm har råd til at lade være.


Når et barn visiteres til et specialtilbud, sker det normalt først efter en længere periode, hvor skoler, lærere, forældre og fagfolk har forsøgt at finde løsninger i almenmiljøet. Ingen visiteres til et specialtilbud for sjov.

Samtidig bør udviklingen give anledning til eftertanke. Hvorfor vokser behovet? Er børnene blevet mere udfordrede? Er skolen blevet dårligere til at rumme forskellighed? Eller er samfundet blevet bedre til at identificere de børn, der tidligere ikke fik den nødvendige hjælp?

Det er spørgsmål, som fortjener en grundig debat.


For selv om specialundervisning koster penge, er alternativet ofte langt dyrere – både menneskeligt og økonomisk. En elev, der ikke får den rette støtte i tide, risikerer nederlag, mistrivsel og i værste fald et liv på kanten af uddannelse og arbejdsmarked.

Derfor skal målet ikke være færre visiteringer for enhver pris. Målet skal være, at hvert barn får den hjælp, der er nødvendig – hverken mere eller mindre.

Det er en investering, ikke blot en udgift. Og den investering bør Bornholm være villig til at betale.

Bjarne Hansen
Chefredaktør

© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.