LEDER – Der bliver sparet på den bornholmske folkeskole. Men politikerne har samtidig fravalgt en model, som kunne have givet en markant større besparelse. Det kalder på en forklaring i en kommune med en presset økonomi.
Administrationen har regnet på en model, hvor Bornholms fem skoledistrikter blev samlet til ét, så der kunne dannes færre og større klasser. På sit højeste var den beregnede nettobesparelse 24,4 mio. kr. om året.
I budgetforliget blev der i stedet aftalt en mindre justering af distriktsgrænserne med henblik på en mere hensigtsmæssig og bæredygtig drift. Samtidig er der andre besparelser på skoleområdet.
Det er naturligvis et politisk valg. Større klasser og en omfattende ændring af skoledistrikterne har konsekvenser for elever, forældre og medarbejdere, og den beregnede maksimale besparelse er ikke nødvendigvis det samme som det beløb, der i praksis kunne realiseres.
Men når kommunen samtidig leder efter besparelser på stort set alle områder, er det bemærkelsesværdigt, at man ikke ønsker at udnytte hele det beregnede besparelsespotentiale på skolestrukturen.
Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, hvorfor politikerne har sagt nej til 24,4 mio. kr.
Det er, hvorfor de har valgt ikke at gå længere, når kommunens økonomi kræver så store besparelser.
Bjarne HansenChefredaktørFORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.