Ved Bilens Dag på Bornholms Brand Park på fredag kan publikum komme helt tæt på en redningsaktion ved et trafikuheld med en fastklemt person.
Bornholms Brandforsikring og Bornholms Brandvæsen arbejder sammen om at belyse, hvad der sker, når to biler støder sammen og der er fastklemte involveret.
- Vi har tilvejebragt to biler og en modig chauffør sådan, at vi faktisk kan lave et reelt sammenstød. Efter sammenstødet vil brandvæsnet så komme til ”skadestedet”, klippe taget af den ene bil og redde den fastklemte ud, fortæller salgschef Lars Bresemann fra Bornholms Brand.
- Udover, at der for mange er noget spændende ved sådanne redningsaktioner, er det også interessant at kunne se på nært hold, hvordan redningsmandskab og teknik fungerer – vel og mærke uden, at der er reel fare på færde.
Vores brandvæsen kan jo meget andet og mere, end at slukke ildebrande, fortæller Lars Bresemann.
Redningsaktionen finder sted på selve travbanen, på Bilernes Dag kl. 12:45.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.