RØNNE – Danmarks Meteorologiske Institut oplyser, at det er usikkert, hvor meget sne, der kommer på Bornholm.
Seneste melding fra DMI er, at der kommer snebyger og blæst, hvilket giver snefygning på Bornholm fra mandag aften.
Det er et kraftigt højtryk over den centrale del Skandinavien, der sender meget kold luft ned over Danmark fra nordøst. Når den kolde luft kommer ud over det relativt varme vand i Østersøen, dannes der snebyger.
”Indtil mandag aften falder der lokalt mellem 10 og 15 cm sne på Bornholm, og da vinden tager til i løbet af aftenen vil sneen begynde at fyge”, oplyser vagtchef Janne Hansen, DMI.
I forbindelse med snebygerne på Bornholm i denne uge kan den totale nedbørsmængde samlet give mellem 20 og 50 cm sne.
Sneen, som forventes at blive liggende til slutningen af ugen, vil typisk være mellem 20 og 30 cm, lokalt måske op til 50 cm.
”Det er dog stadig noget usikkert hvor meget sne, der kommer på Bornholm og hvor omfattende snefygningen derved bliver”, lyder det fra vagtchefen.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.