Mads Wolff glædede sig over fælles borgerindsats havde reddet de lokale biblioteker - nu er han med til at lukke dem
BORNHOLM – I april sidste år stod Mads Wolff som formand for Bornholmske Borgerforeningers Samvirke og glædede sig over, at de lokale biblioteker var blevet reddet fra lukning. Nu er han valgt til kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet og er med til at lukke fem af dem.
Det brede budgetforlig for 2027 og 2028 betyder, at folkebibliotekerne i Hasle, Allinge, Gudhjem, Aakirkeby og Svaneke skal lukke. Kun bibliotekerne i Rønne og Nexø fortsætter. Socialdemokratiet er blandt de seks partier bag forliget.
Glædede sig over redningenKontrasten til Mads Wolffs udmeldinger i foråret 2025 er markant.
Som formand for Bornholmske Borgerforeningers Samvirke fremhævede han dengang kampen for bibliotekerne i sin beretning på samvirkets generalforsamling.
– Vi kan være godt tilfredse med, at kommunalbestyrelsen endte med at afvise at lukke filialer. Det skyldes i høj grad, at vi stod sammen, sagde Mads Wolff dengang.
Massiv opbakning32 borgerforeninger stod bag samvirket, som sammen med de berørte byer havde afleveret et fælles høringssvar mod lukningerne.
Indsigelserne fik politikerne til at bevare alle filialerne, mens der i stedet blev skåret i blandt andet den betjente åbningstid og servicen.
Nu står han på den anden sideSiden er Mads Wolffs rolle ændret. Ved kommunalvalget i november 2025 stillede han op for Socialdemokratiet og blev valgt til kommunalbestyrelsen.
Og denne gang lykkedes borgernes protester ikke. Budgetforliget lukker de fem lokale biblioteker, som Mads Wolff godt et år tidligere var med til at kæmpe for at bevare.
Forliget åbner dog mulighed for at undersøge, om nogle af bibliotekernes aktiviteter kan fortsætte i de nuværende medborgerhuse.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.