To søkabler mellem Finland og Estland blev beskadiget, da et fragtskib slæbte ankerdele 130 kilometer hen over havbunden
ØSTERSØEN – En russisk kaptajn er ved en finsk domstol idømt tre år og seks måneders fængsel for grov sabotage mod to undersøiske telekommunikationskabler mellem Finland og Estland.
Et besætningsmedlem fra Aserbajdsjan er samtidig idømt to år og ti måneders fængsel.
Ifølge dommen handlede de to forsætligt, da fragtskibet Fitburg slæbte ankerkæde og ankerdele omkring 130 kilometer hen over havbunden i Den Finske Bugt og beskadigede kablerne.
De finske myndigheder tilbageholdt skibet 31. december 2025, da det var på vej fra Sankt Petersborg til Israel. Skibet sejlede under flag fra Saint Vincent og Grenadinerne og er siden blevet frigivet.
De to dømte skal tilsammen betale omkring 1,9 mio. euro i erstatning. Kaptajnen skal desuden betale yderligere 85.000 euro.
Begge nægter sig skyldige og har bestridt de finske myndigheders ret til at behandle sagen. Kaptajnen har meddelt, at han vil anke dommen, skriver Maritime Danmark på baggrund af oplysninger fra Reuters.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.