Byens maritime historie, kunsthåndværk og kulturmiljø kan gøre byen mere attraktiv
NEXØ – Nexø har mulighed for at udvikle sig til en mere betydningsfuld destination for krydstogtturister, selv om byen i dag ikke har krydstogtanløb.
Det vurderer Center for Regional- og Turismeforskning (CRT) i en ny analyse, som er finansieret af Rønne Havn, Destination Bornholm og Sparekassen Bornholms Fond.
Oplevelser i nærområdetForskerne peger på muligheder for at markedsføre Nexøs fiskerihistorie, kunsthåndværk og kulturmiljø samt oplevelser i nærområdet.
Samtidig anbefales det at arbejde for, at Nexø bliver et fast stop på flere organiserede udflugter fra krydstogtskibene i Rønne.
Kræver bedre faciliteterPå længere sigt kan egentlige krydstogtanløb igen komme på tale, men det vil kræve bedre faciliteter til modtagelse og transport af gæsterne.
Nexø har flere gange haft besøg af krydstogtskibe, som på grund af vind ikke kunne anløbe Rønne.
Sejles ind i chalupperDa Nexø ikke har krydstogtkaj, så må passagererne sejles ind til Nexø i overdækkede chalupper, og det har tidligere fået en del af skibenes gæster til at blive ombord.
Erhvervsforeningen i Nexø har tidligere talt for en krydstogtkaj i Nexø, fordi det vil gavne handelslivet og samtidig være et supplement til Rønne Havn, så de store krydstogtsskibe altid kan komme i havn på Bornholm.
Vil koste 250 mio. kr.Nexø Havns adm. direktør Carsten Andersen har tidligere vurderet, at en krydstogtkaj praktisk kan lade sig gøre på grund af vanddybde og at prisen vil være omkring 250 millioner kroner.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.