ARNAGER – Bornholms Politi har fundet liget af en kvinde i en skov ved Arnager.
Det bekræfter politikommissær Henrik Schou over for Bornholm.nu.
Liget blev fundet i sidste uge i et skovstykke nær Arnager.
- Det var en politihundefører, der fandt liget. Vi ved ikke hvem det er, men vi formoder, det er den 58-årige kvinde der er meldt savnet.
Vi venter på en erklæring fra Retsmedicinsk Institut, inden vi med sikkerhed har fastslået ligets identitet. Svaret får vi måske i næste uge, siger Henrik Schou.
Han tilføjer, at der umiddelbart ikke ser ud til at være sket et kriminelt forhold.
Politiet gik 1. februar ud i offentligheden med en efterlysning af en 58-årig kvinde, der havde forladt sit hjem i nedtrykt sindsstemning.
- Vi formoder, det er den kvinde, vi har fundet. Men kan som sagt ikke sige det med sikkerhed, siger Henrik Schou.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.