Sparekatalog lægger op til at fjerne den årlige støtte på 27.000 kroner til Martin Andersen Nexø Mindestuer
NEXØ – Martin Andersen Nexø Mindestuer kan miste deres årlige kommunale driftstilskud på 27.000 kroner, hvis Bornholms Regionskommunes sparekatalog bliver vedtaget.
Det oplyste formand Ingrid Kofod Larsen på foreningens generalforsamling, hvor hun rettede en skarp kritik mod forslaget.
Ifølge formanden dækker tilskuddet blandt andet den første af museets fire årlige elregninger. For kommunen er beløbet beskedent, men for det frivilligt drevne museum vil det få mærkbare konsekvenser.
– Man lukker øjnene for den betydning, som vores lille hus har for Bornholm og Nexø, og for den værdi det har som turistattraktion, sagde Ingrid Kofod Larsen.
Hun opfordrede samtidig medlemmerne til at gøre indsigelse mod besparelsen i den kommende høringsfase.
Martin Andersen Nexø Mindestuer oplever ifølge formanden stigende interesse fra både besøgende og deltagere i Litteraturens Folkemøde, og hun understregede, at museet fortsat vil kæmpe for sin plads i det bornholmske kulturliv.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.