RØNNE – Politiet havde fredag aften travlt med ulovlige knallerter. To 17-årige blev standset og sigtet for flere lovovertrædelser.
Fredag kl. 20:15 traf politiet en stor knallert ved Søndermarksskolen i Rønne. Føreren undlod at standse trods patruljens anvisning og kørte fra stedet. Politiet fulgte efter på motorcykel og fik standset knallerten på Harbovej.
Knallerten viste sig hverken at være indregistreret eller forsikret, og den kunne køre 79 km/t, selv om den kun må køre 45 km/t. Samtidig virkede forbremse ikke.
Føreren, en 17-årig mand fra Bodilsker, havde heller ikke førerret. Han blev sigtet for flere forhold, herunder for ikke at have efterkommet politiets anvisninger. Da det ikke var første gang, han blev taget på en ulovlig knallert, blev den beslaglagt med henblik på konfiskation.
Kort efter, kl. 20:29, standsede politiet en lille knallert på Haslevej nord for Rønne. Føreren, en 17-årig mand fra Hasle, blev målt til at køre 63,5 km/t, hvor kun 30 km/t er tilladt. Han blev derfor sigtet for at køre på en konstruktivt ændret knallert.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.