De 100 bedste danske ungdomsbadmintonspillere kommer til Bornholm, når årets Danske Mesterskaber i badminton for U17 skal afvikles.
Fra fredag den 29. februar til søndag den 2. marts skal der spilles 175 kampe i Åkirkebyhallerne, før de danske mestre er kåret i U17-årgangen, dvs. spillerne født i 1991 og 1992 og der bliver helt sikkert mulighed for at opleve badminton på et meget højt niveau.
Der er to bornholmske spillere med til DM. Rasmus Messerschmidt, ASG/TIF og Nicklas Laursen fra Nexø, skal forsvare de bornholmske farver.
"De er ikke blandt favoritterne, men der er ingen tvivl om, at de vil gøre deres ypperste nu, hvor de slipper for at rejse og er på hjemmebane", fortæller Bjarne Kruse fra DBF Bornholm.
De første kampe sættes i gang fredag eftermiddag kl. 16, hvor der skal spilles godt 50 kampe, primært mixeddouble- og singlekampe.
De 10 semifinaler starter søndag kl. 09.30, og kl. 13 er der klar til at spille de afgørende finalekampe og finde årets danmarksmestre.
Kim KofoedFORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.