Bornholms Travselskab oplyser, at der er etableret et nyt samarbejde omkring Bornholms største travserie Golden League og det betyder højere præmier.
Flügger Farver har valgt at udtræde af det trekløver, som står bag den populære løbsserie. I stedet indtræder Carlsberg Sport i sponsorsamarbejdet med Bornholms Brand og Cafe Gustav. Samtidig øges sponsoratet, så der fremover køres om minimum 90.000 kr. i præmiesum i de fem løb henover sæsonen. De fordeles med 15.000 kr. i de fire indledende afdelinger og 30.000 kr. i finalen - heraf halvdelen til vinderen.
"Det er fantastisk, at vi nu kan tilbyde endnu bedre præmiesummer til banens allerbedste heste. Herligt at vi har så mange sponsorer, som bakker os så godt op og at stadig nye kommer til. Det viser, at det er attraktivt at være sponsor på Bornholms Brand Park," siger Charlotte Berg, banens daglige leder.
Travbanen Bornholms Brand Park er det sted, der uge efter uge samler flest mennesker til en sportsbegivenhed på Bornholm.
"Derfor støtter vi naturligvis også op om travsporten på Bornholm," siger Tim Kofoed, Carlsberg.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.