Sara begynder at forstå, at hendes hjemegn har mere at byde på, end hun lige forestillede sig.

Del 5: En ny begyndelse eller et farvel?
De gik videre langs stranden, mens solnedgangen farvede himlen i dybe nuancer af orange og rosa. Sara mærkede, hvordan Markus’ spørgsmål om at blive havde sat noget i gang i hende. Hun vidste, at Nexø stadig havde en plads i hendes hjerte – måske endda mere, end hun havde indset. Men tanken om at opgive sin kunst og sit liv i København skræmte hende.

Markus brød stilheden og så på hende med et alvorligt blik. ”Jeg har bygget et liv her, Sara. Det har taget mig lang tid at komme videre, og selvom det føles som om, vi bare kan fortsætte, hvor vi slap, så ved jeg, at det ikke er så simpelt.”


Hun kunne høre smerten i hans stemme og mærkede en knugende følelse i brystet. Hun vidste, at hun skyldte ham ærlighed, men samtidig ville hun ikke miste ham igen. ”Jeg er kommet tilbage, fordi jeg savner noget… noget, som jeg ikke kan finde i København,” sagde hun langsomt og mødte hans blik. ”Men jeg ved ikke, om jeg kan blive her for evigt. Jeg er stadig den samme pige, der drømmer om at se verden og skabe noget, der betyder noget.”

Markus nikkede langsomt, og et trist smil gled over hans læber. ”Det forstår jeg godt,” svarede han. ”Jeg vil bare vide, hvor jeg står.”


De næste dage tilbragte Sara og Markus meget tid sammen. De gik ture gennem byen, fik kaffe på den lille café ved havnen, og snakkede om alt det, de havde oplevet siden sidst. Markus viste hende sin bådbyggerforretning og fortalte om sit arbejde med stor passion. Det var tydeligt, at han havde fundet mening og ro i sit liv i Nexø.

For første gang i mange år følte Sara en tryghed, som hun ikke havde kendt i København. At være tæt på Markus, at genopdage Nexø og mærke den ro, byen tilbød, fyldte hende med en ny varme. Men selvom hun nød hans selskab, kunne hun stadig mærke en uro ligge og lure lige under overfladen. Kunne hun opgive sit liv som kunstner? Nexø føltes så langt væk fra den kreative verden, hun havde skabt.


En aften sad de på Markus’ terrasse og så ud over havet, hvor månen kastede sit skær over vandet. Markus vendte sig mod hende og spurgte forsigtigt: ”Jeg har brug for at vide, Sara… er vi ved at gentage fortiden? Eller er der en fremtid for os denne gang?”

Hans spørgsmål borede sig dybt ind i hendes hjerte, og hun vidste, at hun snart måtte træffe en beslutning. ”Jeg er ikke sikker på, hvad fremtiden bringer,” svarede hun lavmælt og så væk. ”Men jeg tror, jeg har indset, at jeg også har brug for ro. Måske har jeg brugt for meget tid på at jage noget, der ikke giver mig det, jeg virkelig længes efter.”

Fortsættes

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.