SVANEKE – Lørdag den 6. september kan publikum på Svanekegaarden opleve dameorkestret Sisters of Jazz, der med koncerten It’s All About the Ladies hylder de ofte oversete kvinder, som står bag nogle af de mest elskede jazzstandards.
På programmet er værker af blandt andre Dorothy Fields, Nancy Hamilton, Marian McPartland og Mary Lou Williams.
Orkestret blev dannet i 2014 af den svenske sangerinde og sangskriver Anna Pauline, efter en succesfuld hyldestkoncert i Sverige. Gruppen har siden etableret sig som et fast ensemble, der sætter fokus på kvindelige pionerer i jazzens historie.
Til koncerten i Svaneke består orkestret af Anna Pauline Andersson på vokal, Lis Wessberg på basun, Pernille Bévort på tenorsax, Catrine U. Frøhlund på klaver, Ida Hvid på bas og Benita Haastrup på trommer.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.