En ny, stor skat fra vikingetiden kan vise sig at slå alt, hvad der hidtil er gravet op af mulden.
Sølv og mønter fra vikingetiden, som indtil videre vejer cirka to kilo, markerer atter Bornholm som en skatteø, oplyser Bornholms Tidende.
Der er mere i vente, når fundstedet på Nexø-egnen bliver gået nærmere efter, vurderer arkæolog og inspektør på Bornholms Museum Finn Ole Nielsen. Dermed kan fundet komme til at toppe listen over de cirka 50 skatte, der er fundet på Bornholm.
Blandt de over 1.000 mønter er danske, tyske, engelske, arabiske og indtil videre en enkelt russisk. Finn Ole Nielsen mener, at der også kan vise sig polske, irske og lettiske mønter, når de bliver kigget nærmere efter.
- Og så er der blindmønter, som endnu ikke har fået et præg. Ligesom vi så det i Pæregård-skatten, som det nye fund indholdsmæssigt ligner meget, siger Finn Ole Nielsen.
Pæregård-skatten er udstillet på Bornholms Museum og vejer cirka 1,2 kilo, mens den hidtil største skat, der er fundet på Bornholm, Engegård-skatten fra Vestermarie, vejede 2,2 kilo.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.