BORNHOLM - Reglerne for cykling i de danske skove er fastsat i naturbeskyttelsesloven, og det gælder også skovene på Bornholm.
Ifølge loven må du gerne cykle på skovveje og skovstier, der er menneskeskabte, og som fremtræder egnede til cykling med en almindelig cykel (i private skove dog kun fra klokken seks om morgenen til solnedgang).
Du må ikke cykle, hverken på en almindelig cykel eller på MTB, i skovbunden, på dyreveksler, i klitter eller på stendiger og lignende. Du må altså ikke lave dine egne MTB-spor i skoven.
I statsskovene må du gerne cykle på de afmærkede MTB-spor i skovbunden. Det skyldes, at Naturstyrelsen har valgt at benytte en bestemmelse om, at ejeren kan give skovgæster lov til mere, end hvad der er fastsat i de generelle lovbestemmelser.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.