Food Bornholm inviterer hele familien til smagsoplevelser, musik og aktiviteter i Hasle
HASLE – Linser, bønner og andre bælgfrugter er i centrum, når Food Bornholm lørdag den 4. juli inviterer til Bælgfrugtfestival under overskriften "Smag på fremtiden".
Festivalen finder sted hos Food Bornholm på Bymarken i Hasle fra klokken 11 til 15, hvor borgmester Frederik Tolstrup holder åbningstalen.
Besøgende kan møde lokale fødevareproducenter og professionelle kokke, som byder på smagsprøver og inspiration til grønne måltider. I det store festtelt bliver der desuden musik, underholdning og oplæg om fremtidens fødevarer.
Kendte bælgfrugter er blandt andet ærter, bønner, linser, lupiner og jordnødder. De har været en vigtig del af menneskets kost siden stenalderen, hvor de blev høstet i Asien, inden de omkring år 6.000 f.Kr. bredte sig til Europa og Amerika. Dengang udgjorde de en af menneskets vigtigste proteinkilder – og i dag spiller de igen en central rolle i udviklingen af mere plantebaserede fødevarer.
Det er netop udgangspunktet for Food Bornholm, som består af 15 bornholmske landmænd med en fælles ambition om at udvikle fremtidens fødevarer baseret på planteprotein. Med afsæt i innovation, viden og den bornholmske jord producerer de bælgfrugter, som skal inspirere til nye måltider.
Festivalen byder også på aktiviteter for både børn og voksne, ligesom der kan købes kaffe, kage, øl og kolde drikkevarer. Der er gratis adgang, og i løbet af dagen bliver der afholdt konkurrencer og lodtrækninger.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.