De 50 millioner kroner, Bornholms Regionskommune har fået ekstra til næste års budget skal bruges på service til borgerne, mener Dansk Folkeparti.
- Var der nogen, der havde forudset en ekstra kapitalindsprøjtning på 50 mio. kr. for en måned siden?
Derfor har vi valgt at gå lidt blødt til overslagsårene, således at vi ikke laver unødig skade på vores serviceniveau. Pengene skal gøre bornholmerne gavn, og ikke samle støv på kistebunden, fastslår René Danielsson (DF).
Han mener, at et finansieringstilskud på 38,4 mio., og de øgede skatteindtægter har givet Bornholm en unik mulighed for at rette op på tidligere års fejl, hvilket afspejler sig i partiets budgetforslag.
- Langt de største investeringer er på anlægssiden, men der er da blevet plads til at nedsætte lærernes undervisningstid, give tilskud til at forsætte Bedre bolig Bornholm, og for eksempel genåbne Søndermarksskolens Svømmehal.
Når man kigger på balancen ender vi på 0,3 mio. kr. som skal tages af kassen i 2016, hvilket må siges at være tilfredsstillende, vores ambitionsniveau på anlægssiden taget i betragtning, lyder det fra René Danielsson.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.