RØNNE - Bornholmerflyet/DAT indsætter fra 4. december to ekstra afgange på ruten mellem Bornholm og København.
Baggrunden er, at morgen- og formiddagsflyene til og fra Bornholm i den seneste tid har været fuldbooket.
Bornholmerflyet er klar over udfordringen, og derfor har selskabet arbejdet på at finde ekstra kapacitet.
- Det kræver planlægning at skulle optimere i vores eksisterende program og vi har rykket rundt på flere fly, men fra den 4. december indsættes to ekstra afgange på ruten. De nye afgange bliver fløjet mandag, tirsdag og onsdag kl. 09:25 fra Bornholm og kl. 10:35 fra København. Fremover flyver vi op til ni afgange tur/retur om dagen på ruten, fortæller Jesper Rungholm, direktør i Danich Air Transport, som driver Bornholmerflyet.
Siden opstarten i 2012, har det været Bornholmerflyets filosofi at skabe lokal forankring og tage ansvar for flyruten. Derfor blev Brugerrådet etableret for seks år siden og parterne mødes et par gange om året. På møderne vendes blandt andet nye tiltag og generelle opdateringer i forbindelse med ruten.
Formanden for Bornholms Passagerforening, Ann Hartl, siger, at man er meget glade for en ekstra afgang om morgenen ud af Bornholm.
- Mange af vores medlemmer, pendlere såvel som andre, har været udfordret af den reduktion i kapaciteten henover de seneste måneder. Jeg er glad for, at DAT på seneste Brugerrådsmøde har været lydhør for vores input, siger hun.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2025 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.