RØNNE – 33-årige Jacob Andersen fra Rønne er ved Østre Landsret idømt fire års fængsel for blandt andet gentagne voldtægter, trusler og ulovlig tvang mod sin 26-årige tidligere kæreste.
Den 33-årige blev i april i byretten i Rønne dømt til forvaring på ubestemt tid, men besluttede at anke dommen til Østre Landsret, som ændrede dommen til fire års ubetinget fængsel.
I alt var den 33-årige tiltalt for 13 forhold, hvoraf de 11 af forholdene er gået ud over ekskæresten.
Den 15. februar 2015 forsøgte den nu dømte at voldtage ekskæresten på en adresse i Rønne.
Den 11. marts truede han hende og han skaffede sig 18. juni uberettiget adgang til hendes bopæl, hvor han truede hende og voldtog hende.
Også i juli voldtog han ekskæresten og den 24. august have han udsat hende for ulovlig tvang. To dage efter fremsatte han via en sms trusler mod hende og begik tyveri.
Under retssagen i Rønne kom det frem, at en mentalundersøgelse havde vist, at manden måtte betegnes som farlig og ikke kan kontrollere sig selv, når han er beruset. Samtidig har han haft et misbrugsproblem.
Den 33-årige er kendt af politiet fra tidligere forbrydelser, blandt andet vold.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.