Konferencehotellet bliver midlertidigt garnihotel med økologisk morgenmad og adgang til strand og wellness
RØNNE – Hotel GSH på Strandvejen i Rønne er kendt som et internationalt konferencehotel, men i sommerferien skifter stedet karakter. I de cirka seks uger, hvor virksomheder holder lukket, åbner hotellet i stedet dørene for feriegæster – som et garnihotel.
– Det er rigtig hyggeligt for os at have feriegæster i de uger, hvor erhvervsgæster holder ferie. Og nogle gange er det faktisk tidligere mødegæster, som kommer tilbage til os med deres familie, fortæller Trine Richter, administrerende direktør for Bornholm Hotels.
Som garnihotel tilbyder Hotel GSH overnatning på firestjernede værelser med adgang til jacuzzi og sauna på tagterrassen, gåafstand til Galløkken Strand og økologisk morgenmad – alt sammen til en attraktiv pris.
Det midlertidige skift fra erhverv til ferie er ikke kun en gæstfri gestus, men også en økonomisk nødvendighed.
– På den måde tjener vi også lidt ekstra, så vi har mere at tære på til vintermånederne, hvor omsætningen generelt falder. Det er altafgørende for, at vi kan tilbyde flest mulige medarbejdere arbejde hele året rundt, siger Trine Richter.
Hotel GSH er en del af Bornholm Hotels, som også omfatter Griffen Spahotel og Fredensborg Badehotel.
Læs også:
Overskuddet voksede hos Bornholm Hotels ApS
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2025 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.