De fire piger i alderen 15 til 21 år, som blev indlagt på hospitalet efter et trafikuheld Pinsedag, er alle udskrevet.
Det oplyser vagthavende ved Bornholms Politi Karsten Haslund.
Uheldet skete kort før kl. 17:30 på Søndre Landevej mellem Snogebæk og Nexø i forbindelse en gruppe unges store biltræf, der traditionen tro afvikles i pinsen.
En af bilerne i de unges kortege blev ført af en 18-årig mand, som pludselig bremsede op og blev påkørt bagfra en bil, ført af en 21-årig mand.
Da de fire piger, der var passagerer i bilerne, klagede over ryg- og nakkesmerter, blev de rutinemæssigt kørt til observation på Bornholms Hospital i Rønne.
Ifølge vagthavende ved Bornholms Politi var der ingen mistanke om spirituskørsel, og de to chauffører har derfor ikke fået udtaget blodprøve.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.