Børn mellem 8 og 13 år får mulighed for at arbejde med blandt andet tegning, maling, ler og tryk
SVANEKE – Svanekegaarden starter mandag 24. august en ny kreativ klub for bornholmske børn i alderen 8 til 13 år.
Klubben mødes hver mandag fra kl. 15.00 til 16.30 på værkstedet på Svanekegaarden. Her skal børnene blandt andet tegne, male, lave tryk og arbejde med ler og papmaché.
Børnene skal også besøge Svanekegaardens udstillinger og hente inspiration til deres egne projekter og idéer.
Klubben følger skoleåret, og undervejs bliver familie og venner inviteret til åbne værkstedsdage. Ved årets afslutning er det planen at udstille børnenes værker for familie, venner og øvrige besøgende.
Det er gratis at deltage i klubben, men der opkræves et administrativt tilmeldingsgebyr på 200 kroner. Tilmelding er nødvendig, da der er et begrænset antal pladser.
Den kreative klub har modtaget støtte fra Nordea-fonden, Sydbank og Sparekassen Bornholms Fond.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.