BALKA – Livredderne på Balka Strand gennemførte i sidste uge tre aktioner, der hver kunne have udviklet sig alvorligt.
Den 5. august reddede livredderne tre personer og en hund, der var drevet 400 meter ud på to SUP-boards i kraftig fralandsvind. Den 9. august blev en udmattet windsurfer hentet 400 meter fra kysten, efter at vinden lagde sig og strømmen trak ham ud.
Den mest alvorlige hændelse skete den 10. august, da en bevidstløs kvinde blev bjærget fra vandet. Livredderne påbegyndte hjertelungeredning, og kvinden genfandt puls og svag vejrtrækning, inden hun blev kørt til hospitalet.
TrygFondens kystlivreddere er til stede på stranden frem til 20. august, hvor det ventes at blive varmt og solrigt.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.